Follow the Women 2008

Follow The Women løber i 2008 af staben fra den 30. april til den 12. maj

Dagbog og billeder 2008

Se Sonias billeder fra turen

Under cykelturen 2.-16. maj opdaterer vi løbende vores blog på Nyhedsavisens hjemmeside.
(link til BLOG)

 

 
 

 

Tid til refleksion

 
22. maj 2008 12:54

Prolog. Fire fantastiske, medrivende, opløftende og nedtrykkende dage blev det til i Palæstina. Turens endepunkt. For mange grunden til at tage af sted. Vores mulighed for med egne øjne at høre palæstinensernes historier og opleve deres levevilkår.

 

 

 

 

 

For at komme til Vestbredden cykler vi gennem 3-4 km. ørken fra den jordanske til den israelske grænse ved Jericho, hvorefter vi igen skal cykle 5 km fra israelgrænsen til den palæstinensiske indgang til Jericho. Af sikkerhedsmæssige årsager lader vi vores bagage stå i en container på Jordansiden af grænsen og tager det med, som kan være i rygsækken og i den lille cykelstyrstaske.

 

 

 

 

 

Ved grænsen bliver alle passene grundigt undersøgt af unge, israelske soldater, og der bliver spurgt ind til mistænkelig rejseaktivitet. Lina Arafat er Yasser Arafats adoptivdatter, og har deltaget i cykelturen helt fra Beirut. Hun blev fundet i flygtningelejren Sabra og Chatila som spæd efter massakren i 1982 og blev som en af mange forældreløse, palæstinensiske børn adopteret af Yasser Arafat. Lina bliver tilbageholdt af det israelske politi sammen med en anden pige og den tyrkiske delegation har problemer med deres visa.

 

 

 

 

 

Efter et par timer er passene dog krydstjekket, og vi kan komme af sted. Termometeret har i mellemtiden sneget sig over de 40 grader, og vi forsøger at gennemføre turen fra den israelske grænse til den palæstinensiske indgang til Jericho uden ophold, som det israelske politi har påbudt os. De 5 km er ’no mans land’ og illustrerer som sådan meget godt den mentale og følelsesmæssige afstand mellem de to folkefærd.

 

 

 

 

 

De tre dage i Palæstina giver os et indblik i palæstinensernes dagligdag med faste og flyvende checkpoints med timelang, uforklarlig ventetid; vi møder familier, som har fået taget deres land fra sig uden erstatning, familiemedlemmer skilt med en mur og et ukuelig vilje og gæstfrihed.

 

 

 

 

 

Noget af det der gjorde et meget stærkt indtryk var de mange illegale israelske bosættelser, hvor der hver gang bliver konfiskeret paæstinensisk jord uden nogen form for kompensation. Tæt ved Jerusalem så vi en bosættelse der strakte sig over 7 bakketoppe. Det er taktikken, som israelerne anvender. Først besætter de en bakketop, stille nogle campingvogne op og begynder at bygge. Så slår det israelske militær/politi ring om dem for at beskytte dem mod palæstinenserne (selv om det er deres jord, der bygges på), og der anlægges veje op til bosættelselsen, som palæstinenserne ikke må køre på. Derefter besættes den næste bakketop, og man begynder at bygge mellem de to bakketoppe, således at der på denne måde indrages endnu mere land. Nogle af bosættelserne er store som byer. Der findes universiteter, skoler, hospitaler m.v. Der er brug for meget vand til bosættelserne, hvor beboerne ofte har swimmingpools m.v. Vandet skaffes ved at foretage dybe boringer, der resulterer i, at palæstinensernes brønde, som ikke er så dybe, falder sammen. I en af flygtningelejrene fik vi at vide, at palæstinenserne nu må købe fersk vand af israelerne, da de ikke har lov til selv at grave nye brønde.

 

Den stærkeste oplevelse i Palæstina var for mange, da vi i små grupper blev inviteret inden for i hjemmene hos palæstinensiske familier. Nogle kvinder fra den danske gruppe besøgte en familie, som sammenfattede de vilkår en palæstinensisk familie lever under.

 

Familien bor i Rommaneh, som ligger på 1967-grænsen og var den første landsby, hvor muren blev opført (i Rommaneh består muren af pigtråd i 3 niveauer) og palæstinensernes jord blev konfiskeret.

 

 

 

Konsekvenserne for denne familie har været at de mistede 30 tønder land, hvorpå bl.a. vores værts bedstefars hus lå uden nogen form for kompensation. Familien kan ikke længere besøge deres datter/søster, som tilfældigvis boede på det område, som nu at afskåret af muren (de kan næsten se søsterens hus fra deres tag). Familien har mistet en søn i kamp mod israelerne.

 

 

 

 

 

Familien fortalte, at en af børnene på 9 år en dag havde kastet sten på en israelsk tank. Det resulterede i, at tankbilen kom kørende op til huset hen over oliventræer og parkerede 3 meter fra huset. Faderen blev afhørt og taget med til militærbasen til yderligere afhøring og gennemtævning. De beholdt ham i 3 uger.

 

 

 

 

 

Alligevel var familien ukuelig. Da vi spurgte, hvorfor de ikke var flygtet som så mange andre i 1967, svarede en af sønnerne, at faderen havde besluttet, at de ikke skulle lade sig kue, men blive på deres jord og kæmpe videre. Det var livsbekræftende at se stoltheden i familien over det, de frembragte, opleve deres nysgerrighed over for os, og for en kort stund dele deres glade og varme selskab.

 

 

 

 

 

60-året for staten Israels dannelse er det, der gennemsyrer vores ophold på Vestbredden. Israelerne har hængt deres flag op på de veje, de har kunne komme til det. De fejrer, mens palæstinenserne sørger. 1948 står der på ryggen af de sorte t-shirts, der bliver delt ud til os, men som vi også ser folk i gadebilledet bære. Der er også planlagt demonstrationer, mens der bliver fejret på den anden side af muren.

 

 

 

 

 

»Vi er ikke imod israelerne, vi er heller ikke for dem. Vi ønsker bare, at de forsvinder fra vores land. Et land vi har ret og krav til,« siger guvernøren af Jericho, Areef Alja’bry, da vi møder den 59-årige politiker i Jericho.

 

 

 

Amal Jadou er den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas’ udenrigspolitiske rådgiver: »Efter 60 års besættelse er det blevet tid til at leve videre og nyde livet,« siger den unge kvinde, da vi møder hende ved Yasser Arafats grav mausoleum.

 

 

 

 

Politiker såvel som almindelig borger – ung som gammel. De palæstinensere vi møder, er stålsatte efter at få deres land og rettigheder igen.

 

 

 

 

 

To meget fantastiske uger er gået med oplevelser, vi aldrig glemmer. Vores nysgerrighed for disse lande er vakt, og vi vil nu bruge de næste uger på at fordøje alle oplevelserne og indtrykkene.

 

I det betændte grænseland

 
11. maj 2008 22:31
 
8. maj, Golanhøjderne, Syrien.
 
Snedækkede bjergtinder i baggrunden, valmuer, lilla tidsler i grøftekanten, køer og grønne græsmarker, en gammel mand med palæstinensertørklæde og en lang stok, der står midt i en flok geder. Golanhøjderne er ufatteligt smukke.
  
Vi cykler gennem en bom, der vogter grænsen til stødpudezonen mellem Syrien og Israel og taler med en østrigsk FN-soldat. Han fortæller, at 150 FN-soldater holder øje med, at syrerne på den ene side og israelerne på den anden ikke overskrider den aftale om troppeadskillelse, der blev indgået i 1974 - og rapporterer, når de gør – officielt er landene nemlig stadig i krig. I øjeblikket er stemningen anspændt, fortæller han, for de syriske soldater har deres kamphjelme på, når de patruljerer.
 
Vi cykler videre ind i byen Quinatra, der tidligere var den vigtigste by i Golan og kan næsten ikke tro vores egne øjne. Jeg stiger af cyklen ved synet af det første hus. Taget er knækket midt over og resten af husets indmad ligger tilbage som uidentificerbare murbrokker. Imens sværmer tv-hold og fotografer omkring os for at forevige forbløffelsen og chokket, der står malet i vores ansigter. En kameramand filmer mig, mens jeg vantro går rundt inde i et sammenstyrtet hus. 
 
Det viser sig, at den syriske regering har valgt at lade ruinerne stå tilbage som gravsten over at Israel i 1973 udraderede 240 landsbyer, der havde været besat siden 6-dagskrigen i 1967, inden de gav dem tilbage til Syrien.
 
En mand har valgt at blive boende med sin familie – han vil dø i hans by –  han vinker til os, da vi passerer hans hus, der med sit hegn og rosenbuske er nemt at genkende midt i spøgelsesbyen.
 
Næste stop er ”Shouting Hills”  - en bakke på den syriske side af Golanhøjderne, hvor syrere gennem en megafon taler med de familiemedlemmer, de er adskilt fra. Fem oprindeligt syriske landsbyer blev nemlig ikke givet tilbage til Syrien og er derfor i dag en del af Israel. Før mobiltelefonernes indtog var megafonen den eneste kommunikationsmulighed, men i dag er megafonkommunikationen symbolsk, for at minde om den fortsatte indespæring. Indbyggerne har kun tilladelse til at krydse grænsen til jul, påske osv. i alt fire gange om året. 
 
En mand fortæller mig, at der engang var en syrisk pige fra en landsby på den nu israelske side, der blev gift med en mand fra en landsby på den syriske side. Hun fik særtilladelse til at krydse grænsen, og på sin bryllupsdag sagde hun farvel til sin familie og krydsede alene grænsen af pigtråd iført sin brudekjole. De holdt festen på Shouting Hills og kommunikerede med brudens familien på den anden side gennem megafonen.   
 

What do you think of the latest news from Denmark?

 
9. maj 2008 15:17
 

8. maj, Swaida. ”When you come back to Denmark, make sure to tell everybody, that Syria is a peace loving country”. Vi har lige kæmpet os op af bakken til vores sidste stop på dagens 53 km. lange tur, og jeg taler med en nydelig herre i jakkesæt og et fint engelsk. Syrerne, som jeg har talt med, vil have, at vi fortæller den gode historie om Syrien. De føler, at de vestlige medier forvrænger billedet af dem.

 

Overalt hvor vi har været i Syrien, er vi blevet mødt med en fantastisk gæstfrihed. Stærk arabisk kaffe og karameller bliver kastet efter os på hvert pit stop på ruten. Appelsiner, dadler og venlige, ægte smil. Og de vil gerne snakke og fortælle om deres familie, og hvad de arbejder med. Mange af dem har familie i Europa og fortæller om det. Landskabet er særegent. Sådan tørt, men frugtbart, hvor oliventræer og vinstokke trives. Og det er så fedt at trampe sig op ad en bakke i heden, for på toppen får man belønningen; et landskab som strækker sig i flade og bakkede stykker, og som har et støvet skær over sig.

 

”What do you think of the latest news from Denmark?” spørger manden mig venligt efter jeg har fortalt, hvor jeg er fra. Latest news? Ja, det er vel sådan man bliver nødt til at omtale muhammedtegningerne her. Men det undrer mig. Nu har jeg været her i 4 dage og hver gang jeg forsøger at tale politik med nogen, klapper de i som en østers. ”I don’t like politics. I love my president” plejer svaret at være. Selv en meget begavet pige, en jurist som har arbejdet i FN, New York i 2 år, klapper i, når talen falder på politik.

 

Den meget syriskfødte, smukke, veluddannede præsidentfrue, som har boet i England i 25 år af sit 32 årige liv virkede så sympatisk og reflekteret, da vi mødte hende. Hvordan kan hun på den måde berøve sin befolkning for retten til at ytre sig? Er det for at bevare freden? Er det militæret, som har den reelle magt? Hvordan kan hun leve med en mand, der efter sovjetisk forbillede hænger tusindvis af plakater op af sig selv? Er det for at minde befolkningen om, at han er den allestedsnærværende Big Brother, som kommer efter den uheldige syrer, som taler over sig?

 

Derfor undrer det mig, at tegningerne bliver bragt så direkte og alligevel indirekte på banen. Jeg prøver at forklare ham, at vi kan tale frit i Danmark, men jeg ser ham også i øjnene og siger med hånden på brystet ”I am deeply sorry for hurting your feelings”.

 

 
 

”Kvinder ved, at man ikke forstår rigtigt, før man elsker”

 
7. maj 2008 19:58
 

 

4. maj, Beirut. Højtspringende mænd i guldkjortler byder osvelkommen med trommerytmer og hævede sabler til den lille by ved foden af MountLibanon, hvor årets løb skal skydes i gang.  Vi bliver vist alle sammen lidt berusede af følelsen, da viførst får libanesisk asfalt under hjulene og kan mærke den kølige vind rive ikinderne, mens landskaber, æsler, modkørende bilister og forundrede forbipasserendefarer forbi i rasende fart.... FRIHED!!!

Vi er en hel karavane, der kommer kørende. Vi 300cyklistinder bliver hele vejen eskorteret af et følge af hårdtarbejdende mænd,dvs. hjælpevogne, trucks, cyklende samaritter, ambulance, tv-crew, et ladfuldaf pressefotografer - og sidst, men ikke midnst vores egen eskorte aflibanesiske politibetjente på hvide Harleyer, der ser ud til at nyde derestjans.

Det viser sig snart, at vi skulle køre mere OP adMount Libanon end ned med 30 grader bagende på cykelhjelmen. På vej op ad enbakke falder jeg i snak med Dina fra Ramallah på Vestbredden. En smuk pige på 19år, der læser engelsk på Universitetet i Betlehem. ”Det vigtigste våben iPalæstinas kamp for frihed er uddannelse af befolkningen”, siger hun, ”derforuddanner jeg mig”. Hun er bekymret for situationen i Gaza og fortæller mig, atnæsten hver gang hun ringer til venner derfra kan hun høre skud og eksplosioneri baggrunden.          

Da jeg fortæller hende, at vi i Europa betragter Hamas som en terrororganisation,korrigerer hun: ”I betragter palæstinensere som terrorister. Jeg var i Italiensidste år og når jeg fortalte folk, hvor jeg kom fra, kunne jeg se frygten ideres øjne. Det var meget sårende”.

Til min store overraskelse viser det sig, at hun er kristen. Hunfortæller mig, at kristne og muslimer lever sammen uden problemer, og at præstenog den religiøse muslimske leder altid sidder ved siden af hinanden tilofficielle fester i hendes by.

Fuldstændigt gennemsvedte efter turen tager vi til stranden og får endukkert og en vandpibe. En familie kommer hen og sætter sig hos os, og snart ervi blevet udstyret med sød te fra termokanden, chokoladekiks og Coca Cola – ogen middagsinvitation.

Det er der nu ikke tid til – godt møre efter en lang dag bliver vilæsset på busserne igen, og de fleste når at falde i søvn, mens bussernesnegler sig af sted gennem Beiruts aftentrafik uden at vide, hvor vi er på vejhen.

Da vi, stadig halvvejs i drømmeland, vakler ud af busserne, tager tjenerelinet op i to rækker imod os med frugtdrinks, whisky og grøntssagsnacks. Vipasserer tykstammede palmer og bassiner med åkander og kvækkende frøer, før vibliver placeret ved runde borde under åben himmel og spiser en fantastiskmiddag, mens formanden for det libanesiske Fredsparti – der også ejer detjetset-resort vi befinder os på - holder en tale for os. 

”I vælger at bære et lys ind i mørket – i stedet for at lade mørketopsluge jer. I kvinder spiller en meget vigtig rolle for fredsprocessen, forkvinder ved, at man ikke forstår rigtigt, før man elsker,” siger han.

Jeg kommer i tanke om, at jeg under besøget i en flygtningelejr i går såen gammel kvinde fortælle historien om, hvordan hendes mand og to børn blevdræbt for snart 25 år siden til pigerne fra det palæstinensiske hold. Både hunog pigerne var meget rørte og græd, og det gik op for mig, at krig handler omfølelser – ikke om logik. Derfor må vejen til fred og forsoning også gå via følelser,tænker jeg – måske er det det han mener?

Efter middagen danser vi os næsten bevidstløse i arabisk kædedans ogtekno. Endnu en skøn dag i Beirut. 

 

Diktatorfruer kan også være søde

 
7. maj 2008 19:38

”We bike in Damascus (53 km)” står der i vores program. Vistarter cykelturen i udkanten af Damaskus på en  normalt trafikeret indfaldsvej, der er lukket af for os cykelkvinderi dagens anledning. Med os følger ambulancer, masser af politi og endda etradiostudie på hjul, der sender live landsdækkende direkte fra motorvejen. Vicykler gennem boligkvarterer og langs den gamle bymur. Hele ruten er afspærretfor resten af trafikken.

Afspærringer, politi og det allestedsnærværende medieopbuder resultatet af, at vi i Syrien cykler med mobilselskabet MTN som sponsor, ogat den syriske præsidentfrue er en begejstret tilhænger af Follow The Women. Afpolitisk og økonomisk grunde vil det ikke være muligt for os at cykle i Syrien,hvis ikke vi har disse to tungtvejende støtter i ryggen. Så vi går på kompromisog bliver MTNs sponsorstøtter, for at vi kan cykle gennem landet med voresmange budskaber.

FTW er ikke en turistudflugt. Det er et intenst møde medMellemøsten. I bussen når vi når lige at klemme frokosten ned, og det næsteøjeblik står vi i en palæstinensisk flygtningelejr omringet af flere hundredenysgerrige lokale kvinder. De kigger os alle i øjnene med et fast og venligtblik, da vi på skift hilser på dem alle. Der er en intens nærkontakt mellem osog dem, og det gør indtryk på os alle. Flygtningelejren er ikke en midlertidigteltlejr, men har gennem de sidste 20 år udviklet sig til en lille by. Dog harindbyggerne stadig status som flygtninge.

På én og samme dag besøger vi både palæstinensiskeflygtninge og præsidentfruen. Hun inviterer os alle til reception i hendespalads: en monumental bygning, opført på de golde bakker med udsigt overDamaskus nede i dalen. Paladset er en diktator værdig uden tvivl, med sale såstore som domkirker stilrent og ekstravagant udsmykket.

Da præsidentfruen endelig viser sig, lille og fin og medsympatiske budskaber, har jeg svært ved at opretholde min sunde danske skepsis.Måske hun virkeligt vil sit land det bedste, men bare ikke har så meget reelmagt over situationen i det hårdt styrede land?

Uanset slipper hun ikke for kritiske spørgsmål, da hunofficielt hilser på vores danske hold:

Os: Ser du dig selv som en politisk person?
Præsidentfruen: Nej, det gør jeg ikke, men jeg anerkender, at der er politikindblandet i det meste i denne region.

Os: Ønsker du dialog med Israel?
Præsidentfruen: Ja, jeg tror dialog mellem Israel og de arabiske lande er vejenfrem. Men jeg synes vi er kommet et godt stykke allerede: Før begrænsede vi osselv fra at gøre ting, fordi der var krig (mod Israel, red.), nu udvikler vi osalligevel, og bygger skoler og nye veje osv.

Os: Hvordan kan vi, hjemme fra Danmark, hjælpe kvinder ogbørn i de palæstinensiske flygtningelejre?
Præsidentfruen: Vi mangler ikke brød og smør. Vi har de penge nok til de basalefornødenheder. Men kvaliteten kan selvfølgelig altid blive bedre. Befolkningeni flygtningelejrene har brug for håb, og for at vide at I i Vesten bekymrer jerom dem. (Kan det mon passe? red.)

Os: Hvordan mødte du din mand?   
Vi mødte hinanden første gang da jeg var 11 og han var 21, jeg legede med minedukker, og han var optaget at det, som 21-årige drenge nu engang går op i.Pause. Vi blev selvfølgelig først kæreste senere. Grin.

Klokken er mange efter præsidentbesøget. Vores hjerner gårsnart på standby overload mode, men MTN har arrangeret aftensmad, og bussernekører os direkte videre til, ja, intet mindre end, Syriens svar på Las Vegas.Restauranten hedder selvfølgelig 1001 nat, og er et gigantisk udendørs set upaf oplyste gyldne løgkupler, en gigantisk vindmølle, en tro kopi af det skævetårn i Pisa og en prangende scene hvor spraglede dansere opfører 1001 natshistorierne. Meget flot sted, men vi har vist alle sammen svært ved at skabe sammenhængi dagens meget forskellige oplevelser.

Aftenen slutter desværre uheldigt. Et lille hold afPalæstinensiske flygtninge er dukket op for at fortælle os om deres dagligdagog læse deres egne digte op. Af uransagelige årsager (læs: dårlig planlægning),bliver de først meget sent budt indenfor, og da spiller musikken så højt ,atingen kan føre en normal samtale ved bordene. Så de fleste af os forlader madog dans, og står berørte til tårer ved hotellets indgang over de smukke digteog den uheldige situation, mens restaurantens hundrede ansatte får sparsommeklapsalver for foden af det skæve tårn i Pisa. Formodentligt var detmodstridende interesser mellem MTN, der helst vil tage os på en kulturelturistrundtur, og FTW der også vil vise os Syrien bag de gyldne løgkuppelkulisser.

 

T-shirts der provokerer til dialog

 
7. maj 2008 19:32
 

Det startede allerede i flyveren til Damaskus. Vi sad dermed vores flotte sorte T-shirts og badges påtrykt ordet dialog på arabisk,engelsk og hebraisk grafisk smukt udformede i hvide tegn. Skarpt og enkelt påsamme måde som budskabet dialog netop er skarpt og enkelt  - men også politisk provokerende. Dethavde vi ikke overvejet. Men det kom vi til. En venlig syrer gjorde osopmærksom på, at det ville såre syrerne, hvis vi gik med den T-shirt i Syrien Det var de hebraiske tegn, derville vække anstød.

Skal man tage hensyn til en udmelding fra en tilfældigflypassager? Vi diskuterede det længe. Vi kom jo som gæster og skulle da ikkesåre nogen, og da slet ikke løfte moraliserende pegefingre. Andre holdt fast. Hvis vi ikke kunne komme meddet enkle budskab, som skulle kunne læses af alle berørte parter, så var derikke nogen bid i vores deltagelse i cykelløbet for fred. Det eneste alternativder er til at slå hinanden ihjel er dialogen.

Vi er en gruppe kvinder, der har taget af sted sammen til etcykelløb for fred og forståelse. Et grundlag, der er så overordnet, at det næstenbliver indholdstomt. Og så alligevel slet ikke. For det vi gør, under disseoverordnede paroler er jo at snakke og lytte til hinanden og det er det, der erdet enestående ved dette kæmpe kvindecykelløb i mellemøsten.  Vi snakker med hinanden før, under ogefter de enkelte cykelstrækninger og vi vinker og udveksler smil med demennesker, der står langs cykelruten og med de mennesker, der byder os velkomnei landsbyer og flygtningelejre. Det er fantastisk.

Vi har nu cyklet 2 dage. Vi har  ikke lagt en fælles strategi eller en fælles beslutning omat tage T-shirtene eller badgene på - det må afhænge af den enkeltes indre stemme - men vi er enige om, atdet er ok, at nogen tager den på, og vi er enige om T-shirtens budskab. 

Og hvilke reaktioner har vi så fået? Blandt voresmedcyklister er det de palæstinensiske kvinder - den største gruppe overhovedetmed 24 deltagere - der reagerer mest på T-shirten. De kan heller ikke lide dehebraiske bogstaver. Jeg sad alene på et sæde i bussen og bag ved mig blev deøvrige sæder fyldt op med palæstinensiske kvinder, og til allersidst satte dersig også en ved siden af mig – lidt nødtvunget det var let at se – men lystentil at snakke var til stede, og hurtigt kom vi ind på T-shirten. Ja, det var dagodt nok med dialogen - det havde palæstinenserne selv ønsket i snart 60 år.Men det var jo israelerne der ikke ville – og derfor kunne hun ikke lideT-shirten. Derefter gik snakken videre om hende liv  i Ramallah, om hendes arbejde i en computerbutik, om hvordande havde organiseret den store gruppe, og hvordan de havde mødtes hver uge optil cykelløbet og om  hendes frygtfor at høre dårligt nyt om venner og familie i Gaza.  

 

Palestinensere i Fløngs fodboldtrøjer

 
5. maj 2008 07:29
 

3. maj. Det er morgen i Beirut og 250 kvinder hentes i busser fra fire forskellige hoteller rundt omkring i byen. Jeg er imponeret over vores libanesiske koordinatorer, som det lykkes at få alle kvinder ind og ud af busser, sørge for vand og mad, og ikke mindst at justere 250 cykler efter personlige behov.

I dag skal vi til Shabra og Chantilla, som er en palestinensisk flygtningelejr i Beirut, nok mest kendt for en frygtlig massakre af palestinensiske flygtninge under den libanesiske borgerkrig i 1982. De blev anført af den israelske hærchef Ariel Sharon, som senere blev Israels premierminister (men fyret som hærchef efter massakren). Hvor mange der præcist døde afhænger af, om man spørger en palestinenser eller israeler, men at hundredevis af kvinder og børn blev dræbt kan man dog blive enige om.

Jeg får øjenkontakt med en lille fyr i spejderuniform. Han holder tre fingre for panden til en rigtig grønspejderhilsen. Vi er nået ind på plænen i flygtningelejren. I baggrunden kører noget så finurligt som sækkepibemusik og trommespil og den lille dreng og hans venner agerer æresport for alle os kvinder.

På plænen er der et improviseret podium, hvor Follow The Women lægger en blomsterkrans for ofrene i 1982. De palestinensiske kvinder er tydeligt rørte over, at være i lejren, de græd og omfavnede hinanden og vi har alle en klump i halsen over de store fotostater med lidelserne fra 1982. Alle taler drejede sig om, hvordan vi kvinder kan bringe fokus på fred ad alternative veje – og vi fra Danmark gav vores eget bud på, hvordan det kunne opnås. Til børnenes store glæde donerede vi to sæt fodboldtrøjer fra de fusionerede klubber Fløng og Hedehusene. I dag er den sidste dag, inden vi hopper på cyklerne.

Ruten går gennem Libanon, Syrien, Jordan og Palestina. Dansen om aftenen viser os, at mine ”moves” mangler noget ynde og de arabiske kvinder er noget mere frigjorte på et dansegulv end vi danskere er. Men jeg tænker, at de lærer os at danse og så lærer vi dem at cykle.

 

På sightseeing i Hizbollahland

 
3. maj 2008 16:29
 

2. maj kl. 03:30, Beirut lufthavn. Inden kufferterne er tikket ind på bæltet, er vi allerede nået omkring Muhammedtegningerne med Ahmed, som står og tager imod os. Tanken om at cykle rundt i Mellemøsten med Dannebrog på hjelmen midt i Muhammedkrisen second round var ellers ikke noget, der lød specielt ophidsende hjemmefra. Aftalen i gruppen lød derfor, at vi de næste 14 dage kom fra den anden side af Øresund – bare for at være sikker ...

”Hvis jeg havde ejet en avis, havde jeg gjort det samme – det sælger aviser. Vi skal ikke være bange,” beroliger han os. ”Folks vrede er rettet mod regeringen - og ikke mod os som enkeltpersoner. Netop derfor er det vigtigt at vi står frem som danskere – for at hele såret, så folk opdager, at danskere også kan være helt almindelige mennesker.”
-Tjah, det kan godt være, tænker jeg. Men jeg føler ikke, at det har noget med mig at gøre. Jeg har ikke noget behov for at gå ind i nogen diskussioner eller for at skulle retfærdiggøre, hvad jeg opfatter som andres handlinger. Gad vide om det var sådan mange muslimer havde det efter 11. september, hvor folk ikke kunne forstå, hvorfor de ikke gik ud og tog afstand?

Den seneste uges tid har Ahmed og de andre frivillige, der knokler i døgndrift for at arrangere turen, kun sovet 4-5 timer i snit, fortæller han, mens bussen snegler sig gennem Beiruts øde gader på vej til hotellet. Han lægger ikke skjul på, at ’Follow The Women’ er vigtigt for ham. ”Det betyder meget for os, at I kommer her,” siger han. ”Specielt i disse tider.”

Pludselig passerer vi en tank, der holder rundt om et hjørne i et vejkryds. Jeg synker lige en ekstra gang. 30 meter længere henne kører vi forbi en Vero Moda-butik. Selv om det er Downtown Beirut, vi kører igennem, er gaderne som støvsuget for liv – på nær de kortklippede, kakiklædte mænd, der står med maskingeværer tungt dinglende på maven i de mange roadblocks, bussen må slå slalomsving udenom.

Beiruts - engang så vibrerende - natteliv er flyttet til andre kvarterer, efter at præsident Hariri blev myrdet for tre år siden, forklarer Ahmed. De seneste tre år har 25 eksplosioner fundet sted i bymidten. Folk gider ikke mere og holder sig væk.

Jeg falder omkuld på sengen, da vi endelig når frem kl. 4:30 og sover som en sten.

Efter fem timers søvn og optanket med kaffe, fladbrød og snak med kvinder fra andre lande, der også er ankommet, tager vi havnepromenaden ind til byen. Solen skinner, og dagen går med fotosafari efter billeder af tanks og gennemhullede husfacader – afbrudt af en luksusfrokost på en udendørsrestaurant. Det går op for mig, at jeg allerede er afklimatiseret: Synet af en tank får mig nu til at føle mig tryg …

Den største plads i Beirut ’Martyrpladsen’ er besat af Hizbollah, der for halvandet år siden slog telte op og flyttede ind for at lægge pres på regeringen. Vi tager hen for at se deres telte, der nu står tomme tilbage. Ingen mennesker er at se, men ud af øjenkrogen kan jeg fornemme, at der bliver holdt øje med os og fra en højttaler bliver der skruet op for Hizbollah-marchmusik. Det føles totalt syret, at stå der en flok danske kvinder midt på Martyrpladsen og snart møder vi en libaneser og en egypter, der begge hedder Mustafa, og som tilbyder os en guided tour gennem ’Hizbollah-land’.      

De fortæller, at Beirut er opdelt i sektorer, hvor forskellige grupper har kontrollen, og grænsen mellem områderne kan være 10 meter fra hinanden. På et gadehjørne er det regeringssoldater, der patruljerer, og på det næste er det civilklædte Hizbollahsoldater.

På den første dag på turen er det allerede gået op for mig, at fred i Mellemøsten er en meget mere kompliceret ting, end jeg havde drømt om hjemmefra.
 
’Co-existence’ (sameksistens) føles ikke bare som et ord her i Beirut– men som en meget konkret ting.