Dagbog 2005

Her på siden kan du læse deltagernes dagbog fra løbet i 2005.

DAGBOG
Dato Dagbogsnotat
8. september Kit og Lisbeth skal i TV2 Lorry. De er noget spændte, men vi tror de klarer det flot og glæder os til at se det. Indslaget kan ses under presse.
Vi har efterhånden fået en del medie dækning - meget mere end vi havde turde håbe på. I denne uge er det blevet til en artikel i Alt for Damerne, omtale i PostDanmaks husstandsomdelte blad og indslag i Tv2/Lorry. Det har været et bevidst mål at få presseomtale - ikke fordi vi som personer gerne vil i medierne, men for at gøre opmærksom på vores, og Follow the Womens sag. Således at budskabet når ud til flere. Det er del af formålet med vores deltagelse.
Vi glæder os alle til vi skal af sted, men der er ved at være pres på med alt det der skal nås, ordnes og gøres inden vi kan tage af sted.

Maren

11. september Vi havde sat hinanden stævne kl. 15 i Kits amagerkanske kolonihave for sammen at klargøre vores cykler. Vi var Maren, Rie, Ries lille søn Karl, Lisbeth, Kit, Pernille (vores radiodokumentarist) og mig. Helt i overensstemmelse med det flotte søndagsvejr nød vi først Kits hjemmebagte krydderikage på terrassen. Derefter kastede vi os over de syv cykler, vi har haft mulighed for at købe til en meget favorabel pris fra Hechmann Sport: Med kyndig og tålmodig vejledning fra især Maren og Rie fik vi skiftet dæk, sat låse, styrhorn samt cykeltaske- og vandfalskeholdere (sådan da!!) på samtlige cykler. Kit bagte lækre moskusokse-pizzaer til os, og vi var først færdige med cyklerne, da vi allerede havde arbejdet ved rislampernes skær i flere timer. Vi glæder os alle sådan til at komme af sted og cykle og snakke og grine med alle de andre kvinder!!

Mia

14. september Så er den store dag kommet, hvor vi skal af sted. Vi skal mødes i Kastrup lufthavn kl. 17.30 i dag. Det er altid spændende om alt det praktiske forløber som det skal. Det er jo lidt af en oppakning når man skal have 7 cykler med i lufthavnen. Der er nok ikke plads til dem på en gang med vi håber de når at kommer derned inden løbet starter. Austrian Airlines, som har givet os rabat på billetterne, har dog lovet os at det hele nok skulle gå. Alle er meget spændte på at komme af sted, i dag er det kulminationen på vores måneders forberedelser.

Maren

15. september

Beirut

Saa kom vi endelig afsted. For flere af os var det lidt haardere end vi var vant til med bekymrede foraeldre, kaerester og ikke mindst journalister til at pirke til den risiko, vi har valgt at vi vil loebe for at vise Mellemoestens kvinder vores sympati. Saa det var godt at sidde i flyet, paa vej til moedet med virkeligheden og eventyret i Mellemoesten!

Vi landede kl. 3.30 i Beirut i 25 graders varme og var indstillede paa at vente i lufthavnen til det blev morgen. Men allerede foer paskontrollen blev vi antastet pga. vores roede jakker af en smilende kvindelig sikkerhedsvagt som gelejdede os gennem kontrollen uden problemer! Paa den anden side af desken blev vi modtaget med aabne arme af en velkomstkomite bestaaende af 4 unge maend som opsnappede vores bagage og paa bedste gentelmanvis bar vores tasker og cykler og fulgte os ud til den ventende bus!

Vi blev koert til hotellet og blev indlogeret selvom vi ikke havde bestilt overnatning. Ingen protesterede og vi kom i brede senge i airconditionerede rum! Snork!

Vi moedtes til morgenmad kl. 10 og moedte her piger fra det tyrkiske, tyske og italienske hold, som vi skal ud at spise med i aften. Dagen er gaaet med by- og strandpromenade vandring i Beirut, guidet af Jens, den ene af 'vores' journalister fra DR P1, som har vaeret her foer. Saa igen var det 'follow the men'! Byen er en skoen blanding af nyt og udbombet, meget imoedekommende mennesker og enkelte der beder om en skilling, dyttende trafik og varm, fugtig luft.

Det er rigtig dejligt med en dag til at 'lande' i og snuse rundt, saa vi er klar til det officielle program begynder i morgen!

Lisbeth

16. september

Marhaba

Idag var saa dagen, hvor vi skulle besoege en flygtningelejr for palestinensiske flygtninge her i Beirut. Det viste sig, at blive en lidt saerpraeget oplevelse. Vores besoeg faldt sammen med aarsdagen for en massakre i 1983 paa palestinensiske flygtninge I Libanon. Det blev markeret med et optog og taler for den palestinensiske sag. Vi gik en runde i lejren, i samlet flok vel og maerket. Det er ikke altid nemt for de lokale arrangoerer, at holde styr paa alle disse kvinder, der stikker i alle retninger og den opgave tager de meget serioest. Det var et meget kort besoeg og vi saa kun overfladen. Alligevel efterlod besoeget ingen tvivl om, hvor kummerlige kaar disse mennesker lever under. Lejren eller byen kan man naesten kalde den, har eksisteret i 60 aar, og mange af flygtningene er foedt og opvokset i disse soergelig barakker med ringe vandkvalitet og daarligt fungerende renovation. Desuden har de stort set ingen rettigheder, maa ikke arbejde og er statsloese. Det var helt klart en stor oplevelse at faa konfliktens konsekvenser saa taet paa.

Det var selvsagt befriende bagefter, at blive koert til vores cykler, dykke ned i vaerktoejstasken og nusse lidt om dem, saa de er klar til at blive skudt  igang i morgen. Det var et spetakulaert syn med alle disse kvinder og cykler, der myldrede rundt mellem hinanden i bagende sol. En lokal cykelklub, Beirut by bike, staar for det praktiske i forbindelse med cykler. De har virkelig styr paa tingene og det er betryggende at vide de goer deres bedste for at alt skal fungere og give os en positiv oplevelse. I aften er der officiel aabningsceremoni paa UNESCO palace med blandt andet miss Hariri. ( Kone til eks-preminister Hariri, der blev offer for et attentat i foraaret ). Saa iaften skal de fine rober frem fra kufferten og glattes lidt i kanterne. I morgen skal der trades i pedalerne og vi glaeder os til at komme i sadlen. 35 grader varme hilsner fra Follow the Women Denmark.

Annemarie

17. september Saa kom dagen omsider hvor vi fik lov at opleve at sidde paa en cykel omgivet af hundredevis af andre kvinder og cykle gennem Beiruts gader. Det var lige lovlig raat i starten, eftersom ikke alle gader var spaerret af og trafikken i Beirut vel bedst kan sammenlignes med Rom's indre by! Da vi foerst var kommet ud af Beirut gik ruten ned langs kysten til Saidon, dels paa motorvej og dels paa stoerre landeveje. Der var foelgebiler, motorcykler og politi med, der saa vidt muligt gennede trafikken ud i yderbanen saa vi havde inderbanen til os selv. 
Efter de foerste 15 km var den foerste vand post hvor vi blev taget imod med dadler, noedder og kunne faa fyldt vandflaskerne op. Tempoet var hele vejen stille og roligt og det giver rigtig god mulighed for at cykle op paa siden af andre kvinder, snakke sammen og laere hinanden at kende. Det er en genial maade at komme ind paa hinanden paa tvaers af land, sprog, religion da cyklen og hele situationen bryder de rammer der ofte afholder en fra ellers at falde i snak. I kraft af vores cykeltroejer med et tydeligt "Denmark" paa skete der en tre fire gange i loebet af dagen at en bil saenkede farten og koerte op paa siden af os hvorefter der faldt en kommentar paa dansk "husk nu at holde ind til hoejre" eller "kan du klare varmen?", det var Libanesere der bor i Danmark men var paa ferie. Her cykler man og synes det er lidt fremmed, ret eksotisk og frem for alt langt fra Danmark, ogsaa moeder man folk fra Aarhus og Hilleroed! 
Paa trods af det stille tempo og de tre vandposter paa den 50 km lange rute saa bliver alligevel traet pga. varmen og den konstante opmaerksomhed paa de knap saa erfarne cyklister man proever at holde en hvis "sikkerheds afstand" til, ca. den samme som til en Japansk turist paa en bycykel i Koebenhavn. Alle kom dog vel frem til Saidon og vi blev taget imod med musik og folkedans og en fantastisk frokost. Efter frokosten blev vi koert i bus tilbage til Beirut, hvor vi paa vejen stoppede hos soesteren til eks-preminister Hariri, der tog imod os i hendes kaempe palads agtige hus og boed os velkommen til Libanon. Vi foelte os ikke helt tilpas i vores snavsede og beskidte cykeltoej naar vi var omgivet af lysekroner, hvide sofaer og marmor.

Imorgen gaar turen til Damaskus i Syrien, og vi er meget spaendte paa at skulle cykle ind igennem den gamle by i Damaskus med dens efter sigende meget smalle (dog denne gang afspaerrede) gader.

Margit

18. september

Rejsen fra Libanon til Syrien

Denne soendag var fuld af ventetid i busserne, ved hotellet i Beirut og ved graensen mellem Libanon og Syrien. Pas skulle checkes og stemples, et libanesisk palestinensisk rejsedokument blev vaek men heldigvis fundet igen; heldigt fordi ejeren jo ikke ville kunne henvende sig til sin ambassade og faa udstedt et nyt lige med det samme.

Vores start paa dagen havde et underholdende indslag, spisende morgenmad, det flade broed, youghurten, marmeladen og nescafe’en og hen kommer et Reuters hold der lige ville have et kort naturligt interview om ‘hvad vi lavede igaar og hvad vi skulle lave idag’. Det var nemme spoergsmaal, saa det gik hurtigt for Pernille og jeg. Derefter kom turen til Margit, hvor ekstra spoergsmaalet om hvad hun mente om kvinder i Mellemoesten lige blev foejet til…..

De fem timers buskoersel og ventetid blev brugt til et underholdende og udbytterigt samvaer. Vi maa indroemme at vi er gode til at mingle med kvinder fra de andre teams men at vi ogsaa kan lide at vaere sammen, og ikke kun grine over sjove ting og sager vi moeder paa vores vej men ogsaa at tale sammen om de store emner saasom Mellemoesten, magt, politik, fred og krig. Saa der blev debateret blandt os om hvordan egentlig Palestina/Israel konflikten overhovedet kunne loeses eftersom problemet er utrolig komplekst og daterende tilbage mange aar – ikke kun til 1947/48 men ogsaa til de store religioners skabelse 2000 af aar siden. Til ingens overraskelse fandt vi ikke loesningen men vi finder ud af, at politik og hverdagsliv haenger sammen paa en anden maade i Mellemoesten end I Danmark. For mig personligt er det absolut skoent at vaere med paa det danske hold og faa mulighed for at tale med andre danskere om disse emner da jeg jo er dansker men efter snart to aars liv i Damascus er det utroligt givende for mig at vaere en del af dette og faa lov til at ‘genopleve’ mellemoestlig politik sammen med danske kvinder, der stiller skarpe spoergsmaal og lynhurtigt faar brikkerne til at falde paa plads, for hvordan skaber man fred mellem parter som ikke anerkender hinandens eksistens og som ikke vil give muligheden for civile almindelige mennesker til at leve et anstaendigt og respektfuldt liv men istedet bruges i et langt stoerre politisk spil paa verdensplan, som raekker ud til forhindringern for sameksistens mellem religioner og saakaldte forskellige civilisationer.

Vi kom paa cyklerne omrkring kl. 14.30 og det var godt at komme ud og trampe i pedalerne efter at have vaeret fem timer undervejs paa en straekning der normalt tager to timer. Det var en meget fascinerende tur fra den libanesiske-syriske graense til Bab Sharqi i den gamle by i Damascus. Der var tre opadgaaende og mange lange nedafgaaende bakker, saa haandmusklerne blev brugt mere end ellers, da bremserne kom til nyttigt anvendelse. Landskabet var smukt, raa hoeje klipper med nogle traeer og bjerge i horisonten.

Vi koerte samlet – alle deltagere – ind til Damascus, ad Mezzeh autostrade, rundt om Sahat Ummayyien og videre til Souq Hamadiye i den gamle by. Vejene var afskaaret fra trafik, et yderst sjaeldent syn i Damascus, folk i den gamle by var ude og modtage os, og vi fik en overvaeldende velkomst, klappen og positive tilraab, det var tydeligt at folk, kvinder, maend og boern, syntes om begivenheden. Vi endte ved den oestlige port i den gamle by, fik afleveret cyklerne og i bus til det store luksioese Ebla Cham hotel paa lufthavnsvejen. Vi fik taget et par billeder af holdet i det flotte sponsorudstyr ogsaa maatte jeg desvaerre tage hjem. Ikke mere fri, tilbage til arbejdet, saa cykelturen endte for mig i Damascus, men jeg satser paa at hele team’et kommer paa besoeg paa deres friaften, mandag aften, hvor jeg skal hoere om deres oplevelser i Golanhoejderne.

Ann

19. september Så er der billeder fra turen taget af DR-journalist Jens Johan Schwarzer. Klik på følgende link for at se dem:

http://www.particle.dk/particle/gallery/index.asp?Page=1&ShowSub=FTW

 

19. september

Soendag aften kl. 20 blev vi indlogeret paa 5-stjernet hotel i Damaskus, hovedstaden i Syrien! Det var stort og pompoest -og der var den stoerste kagebuffet jeg har set til dato!

Mandag var der afgang mod Golan-hoejderne. Vi ankom i bus til Quineitera. Byen ligger i det omraade som israelerne erobrede i 1967 og som syrerne genvandt i 1973. Da israelerne trak sig tilbage var det med den braendte jords taktik. Som en demonstration har syrerne ikke roert ruinerne siden. Vi fik vores cykler og cyklede 3 km gennem denne spoegelsesby, med murbrokker, skudhuller, potteskaar og forladte boldbaner. Der var en ceromoni med taler og dans, hvorefter vi cyklede et lille stykke mere til en fredslund, hvor vi plantede et oliventrae. Saa var der afgang i bus til Shouting Hill. Stedet ligger nu i FN-omraade og er ingenmandsland mellem Syrien og den del af Golanhoejderne som Israel fortsat holder besat. Da de trak sig delvist tilbage i 1973 blev mange familier delt og har ikke set hinanden siden. I starten kommunikerede de ved at raabe til hinanden. Det goer de fortsat ved 4-5 aarlige lejligheder. Ogsaa i dag var der opsat hoejttalere, der blev holdt taler og til slut fik nogle af de medvirkende lov til at tale til deres familiemedlemmer paa den anden side. Det var meget foelelsesladet og mange graed.

Saa var det frokost (kl. 16) og afgang mod Damaskus. Her kunne vi vaelge at bruge 1 time i Damaskus' fantastiske farverige bazar -eller tage til hotellet og faa et bad. De fleste valgte det foerste og fik power shoppet til den store guldmedalje! 

Saa skulle vi i operaen sammen med praesidentens kone, som er vores protektor i Syrien. En meget elegant og elsket kvinde, som goer meget for Syriens kvinder og svage grupper. Der var taler igen, hvorefter der udspillede sig en melodramatisk kaerlighedshistorie paa arabisk som musical! Bagefter besoegte vi kort Ann, som jo bor i Damaskus i en kaempe lejlighed med en endnu stoerre altan, hvor vi fik iskage, kaffe og cognac -og fik smuglet Mias foedselsdagskage med hjem i taxa. Hjemme kl. 2!!

Endnu en foelelsesladet, lang, varm og oplevelsesrig dag i Mellemoesten!

Lisbeth

20. september

Bosra

Ved morgenmaden overraskede resten af holdet mig med foedselsdagssang og en flot lagkage med lys og flag i: Dejligt at ens 28. aar bliver fejret med maner. Pigerne foraerede mig en cykelcomputer og Kit en T-shirt med teksten: Pedalkraft - ja tak! Begge meget passende gaver, som jeg er glad for!

Efter den saedvanlige ventetid, koerte busserne mod den historiske by Bosra (Busra). Bussen, som jeg var med, blev koert af en chauffoer, der var bidt af en gal overhaler, til trods for vi koerte i politiescorte! Dette resulterede i en overophedet bus, der maatte give op halvvejs: Flere af os benyttede lejligheden til en tissepause, og dette skete paa raekke bag nogle traeer og skaermet af for nysgerrige forbikoerende bag diverse nationalflag - inklusive Dannebrog! Den nye bus, der blev sendt, kunne ikke lukke bagdoeren, men nu kunne vi ikke vente laengere, saa holdets laege, John, satte sig beskyttende ved doeraabningen og soergede for, at ingen roeg den vej ud. Flere var aabenbart ikke helt trygge ved situationen og tog beskyttelsen i egen haand: Forestil jer en hel bus fuld af kvinder med cykelhjelme paa!

Da vi omsider naaede frem til cyklerne, var kvinderne fra de andre busser lige cyklet af sted sammen med Syriens foerstedame, som vi havde moedt i teatret aftenen foer. Under hele turen koerte hun og snakkede med Follow the Womens grundlaegger, Detta Regan. Rygterne sagde, at praesidentfruen cykler 60 km om ugen, og hun klarede ogsaa turen flot: Ikke et haar sad forkert (hun koerte ogsaa uden cykelhjelm), og ikke en sveddraabe var at spore til trods for den svaere hede. Aerter beviser prinsessers identitet og oerkencykelture praesidentfruers!

Vi fik en dejlig modtagelse i Bosra, og alle flokkedes om foerstedamen. Arrangoererne havde rejst en beduinlejr midt i Bosra, som vi skulle sove i: Fantastisk! Om aftenen spiste vi en laekker udendoersmiddag og saa danseshow i det gamle romerske amfiteater, der er Bosras hovedattraktion.

Jeg sov glimrende i teltet - dog med oeredovende afbrydelse ved femtiden, hvor moskeen overfor kaldte til morgenboen!

Mia

21. september Pigerne har i øjeblikket problemer med at sende mails hjem til webredaktionen, men de oplyser, at de er i Jordan i øjeblikket, og de håber på at kunne komme til Palæstina torsdag, hvor de skal være indtil lørdag. Forhåbentlig har de mere held til at sende mails fra Palæstina.
21. september

Efter en lidt koelig nat i beduinteltet, fik vi morgenmad i det fri, og der var afgang i busserne mod den syrisk-jordanske graense. Der maatte vi igennem tre ceremonier til aere for os, de to kun med musik og drikkevarer, mens vi ved den tredie ventede meget laenge paa den jordanske dronning Raina, som kom, smilede og floej afsted paa sin cykel, saa ingen af os naaede med! Det var nu ogsaa en meget meget varm dag! Endelig kom vi selv afsted, og bestred 30 km i en toer varm modvind. Der var heldigvis mange drikkepauser paa vejen, og vi kom alle frem i god behold. Vi blev modtaget af studerende og officielle personer paa Dara Universitet og fik en let frokost. Saa koerte vi lidt i bus og fik de sidste tre km paa cykel for at komme til Irbid Universitet, hvor vi blev indlogeret i en stor sportshal. Uden bad blev vi sendt til endnu en reception med festlig dans og fantastisk buffet. Nogle kom ogsaa ud at danse, mens andre gik hjem i bad. Det var vores sidste aften sammen med de arabiske deltagere, som ikke kan komme ind i Israel. Der blev udvekslet knus og adresser.

Lisbeth

22. september

Natten i gymnastiksalen blev kort for de fleste; til et sent aftenmoede havde Detta med glaede informeret os om at vi endelig havde faaet tilladelse fra de Israelske myndigheder til at komme ind i Palaestina. Det var tydeligt at maerke, at kvinderne var spaendte. Alle pakkede de ting, de ville have med over graensen og var lidt mere serioese end de havde vaeret de forige dage. Vi satte os ind i bussen og ankom til Allenby Bridge ca 2 timer senere. Foerst skulle vi igennem den Jordanske kontrol, og alle cykler skulle laesses over paa en anden vogn, der koerte dem de ti minutter gennem no man's land til den foerste Israelske kontrol. Vi kom lidt efter fordelt i tre busser. Der var en hel del ventetid mellem de forskellige Israelske kontrolposter gennem no mans land, men det var samtidig et tiltraengt hvil eftersom programmet havde vaeret meget pakket de sidste dage. Efter 6 timer kom vi igennem, og vi fik meget ekstraordinaert lov til at cykle fra graensen en to tre kilometer gennem Israelsk kontrolleret no mans land. Det var et meget fascinerende oerken landskab, men vi kom hurtigt tilbage paa vejen, da vi ville stoppe og tage billeder; omraadet var mineret. Det var en fascinerende oplevelse at komme fra dette oede no mans land og ind igennem checkpointet til Jeriko, og hermed ogsaa ind i Palaestina. I Jeriko blev vi modtaget af en raekke kvinder der gav haand til os alle hver isaer og det var den varmeste modtagelse vi har faaet indtil videre. Vi fik en tiltraengt aftensmad og blev indlogeret paa et hotel. Det var en meget stor dag i Follow The Women' s historie; det har laenge vaeret maalet at faa lov at cykle ind i Palaestina.

Maren og Margit

24. september Så nærmer turen sig sin afslutning, og vi tager afsked med de andre kvinder. Vi har ikke netadgang, så alle de fantastiske oplevelser her fra Ramallah kommer i aften eller i morgen.

Maren

23. september

Hej dagbog
Taenk at den foerste morgen i Palestina er den mest fredelige paa hele turen. Vi vaagnede op til en fantastisk smuk udsigt, bjerge, palmelunde og stilhed, ledsaget af fuglesang. Dagens program var stramt. Vi havde kun den ene dag og meget skulle naas. Vi startede ud i bus for at komme til Ramallah. De fleste hovedveje hoerer ind under C- Zone og er derfor ikke farbare for Palestinensere (C-zoner er palestinensisk land under fuld israelsk kontrol). For at kunne cykle ind i Ramallah maatte vi gaa gennem det checkpoint som palestinenserne skal igennem for at komme ind og ud af byen. Det tog lang tid at passere og vi maatte igennem en lang tunnel af hegn og pigtraad. Paa begge sider rejste muren sig og vi kunne se hvordan den bugtede sig gennem landskabet for at faa de israelske bosaettelser med. 
Chekpointet var et mylder af folk og biler. Alle med gule nummerplader kan passere frit. Dem med groenne skal tjekkes hver gang. Alt sammen fortaeller hvor bange Israaelerne er, men det er ogsaa uhyggeligt at se hvordan historien gentager sig og man undrer sig over at de forfulgte nu er blevet forfoelgere. Takket vaere en stor indsats fra Follow The Women lykkedes det at moedes med nogle israelere, der ogsaa arbejder for fred i regionen. Det var, isaer for os, et meget vigtigt punkt. Vi er jo i Danmark opdraget til at se tingene fra flere sider, for at forstaa en konflikt. Ved muren og ved en efterfoelgende reception havde vi, men endnu vigtigere, også de palestinesiske piger, mulighed for at tale med israelerne, der loeb en stor risiko ved at opholde sig i Ramallah som er A-zone.Hvis de bliver paagrebet faar de foerst en boede, og anden gang ryger de i faengsel (A-zone er under palestinesisk kontrol, men israelsk militaer kan frit faerdes). Det var et vigtigt moede mellem de to parter, og et mikro lille, men positivt skridt, hen imod fred. 
Men det er svaert at vaere positiv omkring fred, naar man staar ansigt til ansigt, med endnu en mur i verdenshistorien, der skiller familier ad. Det er meget svaert at beskrive hvordan vi havde det. Men en ting er sikkert. Det er forfaerdeligt og komplet uforstaaeligt, det som sker hernede og man forstaar det foerst rigtigt, naar man er her. Og midt i alt det, moedte vi den almindelige palestinenser, der bor og lever sit liv her og vi moedte en ydmyghed og taknemmelighed over at vi overhovedet gad interessere os for dem og deres situation. De oensker fred, de oensker et almindeligt liv, hvor de kan faerdes frit og moedes med deres familie og venner uden at frygte for deres liv. Og det er vel noget alle forstaar. Vi cyklede videre gennem Ramallah, en by praeget af krig og fattigdom. Et kort besoeg ved Arafats 
grav og videre til en flygtningelejr, der ligger i Rammalah. Mennesker fordrevet fra deres jord og deres hjem. I flygtningelejren besoegte vi et hjaelpecenter og saa en film, lavet af lokale boern. Sidste cykeltur gik tilbage til hotellet med en spartansk middag, ledsaget af en film om en amerikansk fredsvagt, der blev draebt af en israelsk buldozer. Det har vaeret en meget massiv dag og det var svaert at rumme disse store ting. Og vi snakkede meget om, at det ogsaa er noedvendigt, at forstaa hvorfor palestinensernes situation og virkeligheden hernede kommer saadan bag pa os. Vi opfatter jo os selv, som en del af et meget oplyst folk, og forventer, at den danske pressefrihed fremstiller virkeligheden, som den er. Efter filmen gik nogle i seng og andre sivede ind paa nabohotellets bar for at slappe af, over en stille oel. Imidlertid sivede et palestinensisk bryllup med. De havde festet ude paa terassen, men trak inden for efter rygter om bomber i Gaza. 
Efter sigende skulle israelerne have bombet en Hamas-demonstration, og der var op mod 19 draebte, heraf flere boern. En nyhed der ogsaa begyndte at tikke ind paa mobilen fra bekymrede slaegtninge i Danmark. Alligevel var det oploeftende at moede festklaedte mennesker og hvad er mere livsbekraeftende end et bryllup. Der blev danset og sunget og vi blev hurtigt virvlet ind i denne forening af to kristne palestinensere. Traette efter en lang dag og en tur, der nu er ved vejs ende, vaeltede vi om paa sengen og sov tungt.

Annemarie

24. september Det var et alt for kort besoeg i Ramallah. Men vi naaede at faa en fornemmelse af byen ..og vi saa muren... Da vi endelig havde faaet laesset cyklerne og kom afsted efter afsked med palaestinenserne, saa vi muren igen. Flere steder var der grafitti, bl.a. en pige der letter ved hjaelp af balloner. Flere gange var vi noedt til at skifte bus, da busserne ikke maatte krydse tjekpointsene. En straekning der burde tage 2 timer tog det dobbelte, og saa er det ikke til at vide hvor lang tid det ville tage hvis man var palaestinenser..
Vi kom fint igennem paskontrollen mellem Israel og Jordan. Derfra skulle vi skilles, en bus koerte til Amman, Jordan, og en koerte til Damaskus, Syrien. Det var en god afsked med masser af knus, udvekslen af mailadresser og opfordringer til at bruge alt det vi har set og hoert. Saa gik turen til den jordansk-syriske graense, og selvom loebet jo officielt er slut blev vi alligevel modtaget til en mindre reception -paa trods af at kl. var 21!
Som altid blev der snakket meget i bussen. Det var nu sidste chance for at udveksle, spoerge og bare snakke med de mennesker vi nu har tilbragt 10 meget intense dage sammen med. For der er virkelig blevet snakket. Alle har tilsyneladende haft et stort behov for at gaa lige til benet og faa uddybet og udfyldt vores viden. Koncepetet med Follow the Women har i den grad lagt op til det. Vi er nu propfulde med personlige historier og meninger som skal til at bundfaelde sig.
Vi ankom til Damaskus kl 22.30, sagde farvel til det engelske og baskiske hold og gik de 10 minutter til Anns lejlighed -og terrasse! Her fik vi kinesisk take away, kaffe og chokolade foer vi faldt om i vores soveposer under den aabne himmel.

Lisbeth

25. september Soendag havde vi lang og hyggelig morgenmad foer vi besluttede os til at tage en taxa ind til moskeen og bazaren. Kutteklaedte i lange, graa gevandter med haette saa vi den kaempe moske. Folk bad, graed, legede, filmede og snakkede i mellem hinanden -og vil foelte endelig at vi kunne gengaelde al vores fotograferen, da det pludselig var OS, de gerne ville have billeder af!!
Saa indtog vi bazaren med 3 timers power shopping. Nu skal vi have lidt mad, og saa gaar turen til Beirut i taxa, hvor vi skal flyve fra kl. 4 mandag morgen. Vi er hjemme i Koebenhavn kl. ca. 9.
Denne dagbog har mest vaeret en kronologisk resumering af, hvad vi har lavet, saa I har kunnet foelge med derhjemme. Der har vaeret mange og lange samtaler og hele foelelsesregistret har vaeret i brug -ofte flere gange daglig. Det har vaeret svaerere at formidle i oejeblikket samtidig med den korte tid vi har haft ved computeren. Der er rigtig meget der skal bearbejdes -og vi glaeder os MEGET til at dele det hele med jer, naar vi kommer hjem og gennem vores foredrag!

Tak fordi I har fulgt os indtil nu!!

Lisbeth